|
VEDTÆGTER for SPROF
Introduktion. Denne samling vedtægter, bestående af 9 paragraffer, blev vedtaget på foreningens generalforsamling lørdag den 14. august 2004.
§ 1. Foreningens navn er SPROF, dens binavn Sprogofficersforeningen, og dens hjemsted København.
stk. 2. Foreningens formål er at styrke forbindelsen mellem medlemmerne og varetage deres interesser.
§ 2. Adgang til medlemskab af foreningen har enhver, der har gennemført uddannelse til sprogofficer i Forsvaret.
stk. 2. Bestyrelsen kan efter ansøgning tildele medlemsskab til personer, der ikke opfylder betingelserne i stk. 1.
stk. 3. Generalforsamlingen kan efter bestyrelsens indstilling tildele kontingentfrit æresmedlemsskab til personer, der opfylder betingelserne i stk. 1.
§ 3. Ansøgning om medlemsskab og begæring om udmeldelse indgives skriftligt til bestyrelsen. En udmeldelse har virkning fra det følgende regnskabsår.
stk. 2. Bestyrelsen kan med skriftlig begrundelse ekskludere et medlem. Den ekskluderede kan begære eksklusionen indbragt for førstkommende generalforsamling, hvis afgørelse er endelig.
stk. 3. Et medlem, som er i restance med kontingent for to år og er blevet rykket, anses for udmeldt, men kan jævnfør stk. 1 ansøge om nyt medlemsskab.
§ 4.
Foreningens regnskabsår er fra 1. august til 31. juli. Kontingentet opkræves forud for ét regnskabsår ad gangen med det af generalforsamlingen jævnfør § 6 stk. 1 pkt. (4) vedtagne beløb.
§ 5. Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.
stk. 2. Den ordinære generalforsamling afholdes hvert år i august. Den indkaldes skriftligt af bestyrelsen med et varsel på mindst to uger. Ethvert forslag til behandling på den ordinære generalforsamling indgives skriftligt til bestyrelsen senest med udgangen af juni.
stk. 3. Ekstraordinær generalforsamling afholdes med henblik på behandling af ét eller flere forslag. Den indkaldes skriftligt med et varsel på mindst to uger af bestyrelsen på dennes egen foranledning eller efter skriftlig begæring fra medlemmerne. Ordlyden af forslag til behandling skal fremgå af indkaldelsen.
stk. 4. En begæring fra medlemmerne om afholdelse af ekstraordinær generalforsamling jævnfør stk. 3 skal indeholde den fulde ordlyd af forslag, der ønskes behandlet, og være underskrevet af mindst 30 medlemmer. Er denne betingelse opfyldt, skal bestyrelsen senest to uger efter indgivelsen indkalde den ekstraordinære generalforsamling med et varsel på mindst to og højst fire uger.
§ 6. Dagsordenen for den ordinære generalforsamling udgøres af følgende punkter:
1. Valg af dirigent og referent.
2. Formandens beretning for det forløbne år.
3. Kassererens fremlæggelse af revideret regnskab for det senest afsluttede regnskabsår til godkendelse.
4. Vedtagelse af kontingent for det kommende regnskabsår.
5. Vedtagelse af budget for det indeværende regnskabsår.
6. Valg af formand.
7. Valg af næstformand.
8. Valg af mindst syv og højst ni menige bestyrelsesmedlemmer.
9. Valg af mindst fire kandidater til indstilling som elevrepræsentanter i Reserveofficersudvalget ved Hærens Specialskole.
10. Valg af to revisorer og én revisorsuppleant.
11. Behandling af indkomne forslag.
12. Eventuelt.
stk. 2. Dagsordenen for en ekstraordinær generalforsamling udgøres af følgende punkter:
1. Valg af dirigent og referent.
2. Behandling af det eller de bestemte forslag, som ligger til grund for generalforsamlingens indkaldelse, jævnfør § 5 stk. 3.
§ 7. På generalforsamlingen afgøres de behandlede sager ved afstemning. Ethvert fremmødt medlem kan begære skriftlig afstemning.
stk. 2. Ethvert medlem kan skriftligt meddele et andet medlem fuldmagt til at stemme på sine vegne. Udøvelse af fuldmagten betinger, at fuldmagtsindehaveren er fremmødt, samt at denne dokumenterer fuldmagten over for dirigenten straks efter valget af denne jævnfør § 6 stk. 1 pkt. (1).
stk. 3. Et forslag om ændring af foreningens vedtægter er vedtaget, når det opnår mindst to tredjedele af de afgivne stemmer.
stk. 4. Et forslag om foreningens opløsning er vedtaget, når det på to på hinanden følgende generalforsamlinger afholdt med mindst fire ugers mellemrum opnår mindst to tredjedele af de afgivne stemmer.
stk. 5. Ethvert andet forslag er vedtaget, når det opnår mere end halvdelen af de afgivne stemmer.
stk. 6. Valg efter dagsordenens pkt. (6), (7), (8), (9) og (10) jævnfør § 6 stk. 1 tilfalder den eller de kandidater, der opnår flest stemmer. Såfremt to eller flere kandidater opnår lige mange stemmer, skal der om fornødent afholdes omvalg mellem disse. Ved efterfølgende stemmelighed mellem to eller flere kandidater trækker dirigenten lod blandt disse.
stk. 7. Ved valg i henhold til dagsordenens pkt. (9) jævnfør § 6 stk. 1 har kun reserveofficerer, som har gennemgået uddannelse til sprogofficer ved Hærens Specielskole, stemmeret.
stk. 8. Over forhandlingerne på generalforsamlingen skrives referat, der underskrives af dirigenten, referenten og formanden.
§ 8. Over beslutninger truffet på bestyrelsens møder skrives referat, der underskrives af referenten og formanden. Beslutningsreferaterne kan forlanges forevist på generalforsamlingen af ethvert stemmeberettiget medlem.
stk. 2. Posten som kasserer besættes af bestyrelsen med ét af dens menige medlemmer.
stk. 3. Ved afgang fra bestyrelsen i tiden mellem to generalforsamlinger skal bestyrelsen supplere sig blandt medlemmerne, såfremt antallet af menige bestyrelsesmedlemmer ellers ville blive mindre end syv.
stk. 4. Formanden og næstformanden kan højst vælges i sammenhængende perioder af fire år.
stk. 5. Indstilling af elevrepræsentanter til Reserveofficersudvalget ved Hærens Specialskole sker ved, at bestyrelsen på førstkommende bestyrelsesmøde efter den ordinære generalforsamling udpeger og indstiller tre af de af den ordinære generalforsamling valgte kandidater jævnfør § 6 stk. 1 pkt. (9), således at disse
1. opfylder de formelle betingelser for at kunne sidde i Reserveofficersudvalget ved Hærens Specialskole jævnfør vedtægterne for dette
2. ud fra en afvejning af værnstilhørsforhold, uddannelsesretning og personlige stemmetal bedst muligt repræsenterer gruppen af sprogofficerer af reserven med tilknytning til Hærens Specialskole.
§ 9. Foreningen forpligtes af formanden og et andet bestyrelsesmedlem i forening. Kassereren kan tildeles selvstændig prokura for så vidt angår foreningens sædvanlige, løbende bankforretninger.
|